Besked fra LLO vedrørende asbestlukning af kælder- og loftsrum

LLO har i dag svaret på vores henvendelse vedrørende den akutte lukning af kælder- og loftsrum


*** 

Tak for din henvendelse – det er godt at I informerer os om det.

 

Asbest skal både udlejer og lejere tage meget alvorligt. Det kan være sundhedsskadeligt, og jeg vil derfor rådgive alle lejere til at følge udlejers information og anbefalinger, for at passe på jer.

 

Jeg vil dele min rådgivning i to dele, sundhed og jura, for at forberede jer på, at det her desværre ikke er en nem sag.

 

Sundhed:
Asbest kan være farligt, og det er vigtigt, at I passer på jer selv. Gå ikke ned i rummene for at hente ejendele, de kan være forurenet med asbest. Jeg forstår godt, at situationen skaber frustration og utryghed, og hvis nogen af jer oplever helbredsgener eller bekymringer, så kontakt jeres læge for rådgivning.

 

Den juridiske del:
Juridisk set er det her en kompliceret sag, som ikke kan løses fra den ene dag til den anden. Udlejer har pligt til at reagere, og efter min vurdering håndteres sagen fornuftigt indtil videre.

 

Mange af jer spørger sikkert:

  • Hvad med mine ting?
  • Hvad hvis mine ejendele er ødelagt?
  • Hvad med cyklen, jeg bruger til arbejde?
  • Eller mine vinterdæk?

 

De her spørgsmål om erstatning, udgifter til transport, rensning af ting eller dæk osv. skal i sidste ende afgøres af Boligretten. Som udgangspunkt skal hver lejer føre sin egen sag, men I kan bede om, at sagerne behandles samlet, det er dog ikke en garanti.

 

Hvad kan I gøre nu?
Bed udlejer om en rapport, der dokumenterer, at der er fundet asbest. Den rapport kan hver lejer bruge over for lejers eget forsikringsselskab, som måske kan dække udgifter til transport eller erstatning for ødelagte ting.

Jeg læser, at udlejer sørger for rensning af jeres ejendele, så I skal også have lidt tålmodighed, selvom at jeg ved, at det er rigtig svært.

 

Gem alle kvitteringer for udgifter i forbindelse med sagen, de kan blive vigtige, hvis sagen ender i Boligretten.

 

Men vigtigst af alt: Pas godt på jer selv og undgå kontakt med områder, hvor der kan være asbest. Prøv løbende at have en konstruktiv dialog med udlejer i forbindelse med jeres ejendele og eventuelle ekstra udgifter – det kan være, at det også er udlejers interesse at få denne sag løst på en ordentlig måde. Det er ikke en sjov situation for hverken udlejer eller lejerne.

 

Kontakt mig endelig igen, når I hører mere fra udlejer.